Bordben

– Se mig! Jeg kan gå på mine tånegle, råber Jakus.

Og vi griner. Det ser fjollet ud. Vi går på albuerne. Rundt og rundt om det firkantede bord. Det bord Jakus stå og stepper på. Han råber igen. Råber, at vi skal se på ham. Gøre det samme. Men vi er alt for optaget af, at holde øje med hinanden. Holde øje med hvem der falder. Vi begynder at skubbe. Og en falder og brækker nakken. To mænd i uniform kommer. De bærer ham ud. Vi fortsætter. En til falder, brækker kravebenet. De to mænd kommer igen. Nu er vi kun fem tilbage. Seks med Jakus, men han tæller ikke rigtig med.

Vi sætter tempoet op, og to må falde. Jakus er begyndt at hoppe på tåneglene. De giver efter, og sender ham endnu højere op i luften. Vores albuer giver ikke efter. De er ømme og røde. Vi er kun to tilbage.

Jakus råber igen. Råber, at vi skal komme op på bordet til ham. Her falder man ikke. Vi ryster på hovedet. Han er ikke rigtig klog. Jeg er nu den eneste på gulvet. Jeg kan næsten ikke mere. Er opkogt og svimmel. Men fortsætter med at gå rundt om bordet. Det bord Jakus stadig står på. Det giver sig. Benene svajer. Jeg råber til ham, at han skal stoppe. Men han vil ikke. Jamen, det braser sammen. Han er ligeglad.

Der lyder et kæmpe brag. Et skrig. Bordet er tungt. Jeg kan ikke få vejret. Men Jakus. Han hopper bare videre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *