Bordben

– Se mig! Jeg kan gå på mine tånegle, råber Jakus.

Og vi griner. Det ser fjollet ud. Vi går på albuerne. Rundt og rundt om det firkantede bord. Det bord Jakus stå og stepper på. Han råber igen. Råber, at vi skal se på ham. Gøre det samme. Men vi er alt for optaget af, at holde øje med hinanden. Holde øje med hvem der falder. Vi begynder at skubbe. Og en falder og brækker nakken. To mænd i uniform kommer. De bærer ham ud. Vi fortsætter. En til falder, brækker kravebenet. De to mænd kommer igen. Nu er vi kun fem tilbage. Seks med Jakus, men han tæller ikke rigtig med.

Vi sætter tempoet op, og to må falde. Jakus er begyndt at hoppe på tåneglene. De giver efter, og sender ham endnu højere op i luften. Vores albuer giver ikke efter. De er ømme og røde. Vi er kun to tilbage.

Jakus råber igen. Råber, at vi skal komme op på bordet til ham. Her falder man ikke. Vi ryster på hovedet. Han er ikke rigtig klog. Jeg er nu den eneste på gulvet. Jeg kan næsten ikke mere. Er opkogt og svimmel. Men fortsætter med at gå rundt om bordet. Det bord Jakus stadig står på. Det giver sig. Benene svajer. Jeg råber til ham, at han skal stoppe. Men han vil ikke. Jamen, det braser sammen. Han er ligeglad.

Der lyder et kæmpe brag. Et skrig. Bordet er tungt. Jeg kan ikke få vejret. Men Jakus. Han hopper bare videre.

Drømmepadder

Han var nærmest som hoppet ud af en drøm. Var havnet i hendes liv. Hun var ude at lufte sin skildpadde. De stod ved en fodgængerovergang, ventede på at lyset skulle skifte, da han faldt ned foran dem. Først var hun blevet forskrækket. Det var skildpadden også, for den trak hovedet godt ind i skjoldet. Så kiggede hun på ham genert. Hun var ikke vant til, at de ligefrem faldt for fødderne af hende. Han kiggede op på hende i et stort smil. Sagde hej, og giver du en kop kaffe. Og har du ikke noget sytråd. Ja, der er gået hul på mine bukser. Så smilede hun også. Der var noget venligt over måden, han sagde tingene på. Hun nikkede. Og han tog skildpadden under den ene arm. Hende under den anden. Og så spadserede de hjem til hende. Købte kage med til kaffen. Og mens hun syede hans bukser og kaffen bryggede, lokkede han skildpaddens hoved frem med et salatblad.

Så satte de sig godt til rette i sofaen. I hver sin ende. Skildpadden sad i midten på et tæppe. Først fortalte han hende sin livshistorie. Bagefter spurgte han nysgerrigt til hendes. Og hun blev helt varm i kinderne. Kiggede ned i gulvet. Svarede på hans spørgsmål med en stille stemme. De gange hun turde se ham lige ind i de store grønne øjne, hoppede hendes hjerte. Placerede sig helt oppe på tungen. Han måtte hjælpe hende med at få det på plads igen. Så lo de lidt af det. Hun hentede mere kaffe. Han hentede mere kage til dem, og salat til skildpadden.

Da mørket nåede hendes lejlighed, var de ved at planlægge bryllup. Og hun måtte helt selv bestemme, hvordan det skulle foregå. Hvor det skulle foregå. Og hvem hun ville have med.

– Alle jeg kender, sagde hun.

Men det var nu ikke så særlig mange. Og hun spurgte, om de ikke kunne invitere nogen han kendte?

– Jamen, jeg kender ikke nogen her, sagde han.

Og det ville blive alt for dyrt og besværligt, hvis de skulle invitere hans folk. Så slog de op i telefonbøger. Ledte efter navne hun kunne have glemt. Hen mod midnat var de nået op på 13 mennesker. Det var inklusive dem selv og skildpadden. Hun var helt ked af, at hun ikke kendte flere, de kunne invitere. Det skulle helst være et kæmpebryllup. Han kunne godt se, at hun var ked af det. Så han tænkte som en gal på en løsning. Skildpadden følte sig udenfor. Den var med stort besvær kommet ned fra sofaen. Lå ovre i hjørnet. Det fik han øje på. Så sagde han, at han altså lige forsvandt i et par minutter. Men det var jo sent.

– Men det er jeg nødt til, sagde han, og så lukkede døren.

Hun var et stort spørgsmålstegn. Løftede skildpadden op fra hjørnet, og sagde til den, at nu var det igen kun dem. Og den smilede lidt uden at hun så det. De faldt i søvn samtidig med at solen stod op.

Lidt over middag bankede det på døren. Hun fløj ud af sengen for at åbne. Der stod han igen. Med favnen fuld af blomster, og hvad var det? Han bar en kasse under armen. Et lille hoved stak op. Et lille skildpaddehoved. Hun smilte, da han fortalte, at nu skulle de holde dobbeltbryllup. Og skildpadderne, ja, de kælede.