– Du skal bare skubbe, råber hun, og jeg kigger fra den ene side til den anden for at få øjenkontakt.

Jeg kan overhovedet ikke se hende.

– Du skal bare skubbe, råber hun igen.

Jeg trækker vejret ind, og kigger opad og opad.

– Skub nu for helvede, nærmest skriger hun.

Jeg tager mig sammen, gør jeg ikke? Jeg tager mig sammen på den der ‘du kan godt måde’. Du kan nemlig godt skubbe. Du har skubbet hele dit liv. Du har skubbet dig ud af din mor, skubbet til dine søskende for at få plads, skubbet til dine klassekamerater for at sikre forreste plads i filmlokalet, eller skubbet dig ind foran i Uderen for at få den varmeste grovboller. Du har skubbet pigerne væk i ungdomsklubben for at få fat i drengene, du har skubbet til drenge for at få fat på andre drenge, du har skubbet dig selv ud over kanten, du har skubbet dig selv ind og ud af dørerne hos arbejdsgivere, du har skubbet og skubbet for at finde ud af hvor du skulle hen. Du har skubbet op, hen og ud og ind.

Og lige nu skal du måske skubbe det største nogensinde.

– Skub nu! Skiger hun.

Jeg er faldet i staver…

– Så er det nu, tag dig sammen.

– Jeg skubber, skriger jeg tilbage. – Jeg skubber nu!

Jeg sveder og puster og sveder og puster. Der kommer lyde ud af mig, jeg aldrig har hørt før. For poker, jeg skubber og kan skubbe. Jeg kan skubbe, bedre end jeg husker det og med meget mere kraft end jeg husker det.

Jeg bliver helt glad og varm, meget varm.

Jeg holder vejret og kigger op…

– Skub nu for helvede, råber hun.