De cirkulerer

De cirkulerer om vindueskarmen. Sådan en efter en. En efter en i rækker. De stopper lidt op ind i mellem, kigger på hinanden, vurderer hinanden, og så fortsætter de. Rundt i små cirkler, hen forbi vindueskarmen og væk igen. Nogen gange er der en, kun én, der går rundt, men adfærden er den samme. Rundt og rundt om sig selv og vindueskarmen.

En hopper op og sætter sig i den dybe karm.  Det er en mand. Hans ryg runder og hovedet skydes lidt frem som om han lytter intenst til noget. Hun kan ikke se andet end ryggen. Så begynder skuldrene at blande sig og bevæger sig stille og roligt op og ned for så at sætte tempoet op. Hoppe hoppe, og pist væk er han.

De andre kommer igen og genoptager deres cirkler.

Seancen gentager sig dag efter dag og uge efter uge. Der går kortere imellem at en hopper op, runder ryg, hopper med skuldrene og så forsvinder. Hun kan finde på, at trykke næsen helt fald mod ruden for at se endnu mere. Sådan helt flad næse mod ruden på den anden side af gaden. Men den flade næse udløser mest en gammel børnesang og hun nynner med: ’Her bor jeg, du kan kigge ind til mig…’. Men det er lige præcis det hun ikke kan, kigge ind, sådan helt ind og se hvem det er der får dem til at bevæge sig i cirkler, hoppe op i vindueskarmen, runde ryg, hoppe med skuldrene og så forsvinde.

En ny hopper op. En kvinde. Hendes ryg og skulder går i galop med det samme og hun er væk. En ny kvinde hopper op og forsvinder før hun får sat sig ordenligt til rettet. En mere kommer og forsvinder, og en til og en til. Hun kniber øjnene sammen for noget bevæger sig indeni i rummet på den anden side, en skikkelse nærmer sig ruden. De får øjenkontakt og med en finger lokker kvinden på den anden side hende over…

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *