De cirkulerer

De cirkulerer om vindueskarmen. Sådan en efter en. En efter en i rækker. De stopper lidt op ind i mellem, kigger på hinanden, vurderer hinanden, og så fortsætter de. Rundt i små cirkler, hen forbi vindueskarmen og væk igen. Nogen gange er der en, kun én, der går rundt, men adfærden er den samme. Rundt og rundt om sig selv og vindueskarmen.

En hopper op og sætter sig i den dybe karm.  Det er en mand. Hans ryg runder og hovedet skydes lidt frem som om han lytter intenst til noget. Hun kan ikke se andet end ryggen. Så begynder skuldrene at blande sig og bevæger sig stille og roligt op og ned for så at sætte tempoet op. Hoppe hoppe, og pist væk er han.

De andre kommer igen og genoptager deres cirkler.

Seancen gentager sig dag efter dag og uge efter uge. Der går kortere imellem at en hopper op, runder ryg, hopper med skuldrene og så forsvinder. Hun kan finde på, at trykke næsen helt fald mod ruden for at se endnu mere. Sådan helt flad næse mod ruden på den anden side af gaden. Men den flade næse udløser mest en gammel børnesang og hun nynner med: ’Her bor jeg, du kan kigge ind til mig…’. Men det er lige præcis det hun ikke kan, kigge ind, sådan helt ind og se hvem det er der får dem til at bevæge sig i cirkler, hoppe op i vindueskarmen, runde ryg, hoppe med skuldrene og så forsvinde.

En ny hopper op. En kvinde. Hendes ryg og skulder går i galop med det samme og hun er væk. En ny kvinde hopper op og forsvinder før hun får sat sig ordenligt til rettet. En mere kommer og forsvinder, og en til og en til. Hun kniber øjnene sammen for noget bevæger sig indeni i rummet på den anden side, en skikkelse nærmer sig ruden. De får øjenkontakt og med en finger lokker kvinden på den anden side hende over…

 

Bryllup

Havde han egentlig noget med det at gøre? Var han overhovedet en del af planen? Jo, inviteret var han, og det var han jo ligesom nødt til at være. Men hvad med resten? Var eller havde han overhovedet været en del af det?

Hun smiler til gæsterne, der kommer hen en efter en og deler ud af sætninger som; Ih hvor var det fint, eller Ih hvor rørende eller Ih hvor er I smukke eller Ih hvor er det bare perfekt.

Og lige præcis det er hun enig med dem i. Det er så skide perfekt. Alle nuancer er der tænkt over, alle farver passer til hinanden, og er man rigtig skarp vil man se at de sarte farver fra kirken følger resten af dagen og bliver mørkere og mørkere som aftenen nærmer sig. Alt sammen gennemtænk og helt uden ham.

Hun smiler til ham og til kameraret. Hun smiler, da risene kastes og bilen med dåser kører væk med dem hen til parken, hvor fotografen venter på dem. Der smiler hun måske endnu mere, men så skal hun også tisse. Helt vildt tisse. Og der er kun det offentlige toilet med brunt vand på gulvet. De spørger om hun ikke vil vente? De kan gøre stop ved en cafe på vejen eller et andet sted. Men hun skal tisse lige nu, og det siger hun mange gange, så mange gange at det er som om tissen fylder op ad og ud af øjnene.

– Ej, men så lad hende komme til, er der en som siger.

Og de andre flytter sig, siger tillykke og hun nikker og forsøger, at samle kjolen op og sammen og få den ind gennem døren. Her var en detalje, hun ikke havde havde tænkt over.

Så tisser hun, og hun tisser længe. Eller måske sidder hun der bare længe… Hun ved ikke hvad klokken er, for hun har ikke noget ur. Hun ved ikke hvor hendes taske er eller hvornår de skal videre. Hun tisser bare.

Det banker på døren. Først lidt stille og så med lidt mere kraft.

Hun kigger op på døren og den rømmer sig.

– Altså det er ikke fordi jeg vil forstyrre, starter den. Hun kigger bare på den. – Men der står en mand udenfor med meget pænt tøj på og vil høre om du snart kommer ud?

Hun smiler for han har nemlig lige præcis pænt tøj på. Det matcher alle de andre farver og jo mere han tager af, jo mørkere farver vil komme frem.

– Tror du måske, du kan svare, spørger døren igen.

– Næ, siger hun.

– Nå, siger døren og fortsætter. Det må jeg heller lige sig til ham. Så går den.

Hun sidder lidt længere og prøver, at presse mere tis ud. Der komme små dråber ud og lidt ud af øjnene. Det undrer hun sig over for sådan plejer det da ikke at være, når hun tisser. Så kæmper hun sig ned og banker stille på døren.

– Hallo, prøver hun.

– Ja, svarer døren og åbner lige så stille.

– Men det er altså bare forbi… Hun går i stå.

– Ja?

– Det er måske fordi jeg behøver lidt hjælp, hun nikker ned mod sine trusser og trækker på skulderen, mens hun holder godt fast om kjolen, så den ikke rører det brune gulv.

– Nå, siger døren og en ældre dame kommer til syne. – Det kan jeg vist godt hjælpe dig med.

Hun får trusserne på plads. De skiftes til at holde om kjolen, mens hun vasker hænder. Spejlet viser et forvænget billede af hende, men hun synes nu hun ligner sig selv.

– Måske min make-up skal rettes lidt… siger hun til spejlet, og med besvær får hun tørret de sorte klatter væk.

– Jamen, siger damen så pludselig. Det matcher jo hele vejen igennem.

Hun smiler.

– Er din bh så helt mørk, spørger damen.

Hun nikker og kan ikke lade være med at gøre smilet større.

– Det er pænt, siger damen.

– Tak, hvisker hun og så åbner hun døren lige ud i ham.

– Er du klar, spørger han.

– Jeg går, siger hun.

– Går?

– Ja, jeg går.

Og det er lige præcis det hun gør. Går ud af parken, ud af vejen, ud af byen og hun kan gå længe for hun har tisset af.

Skub

– Du skal bare skubbe, råber hun, og jeg kigger fra den ene side til den anden for at få øjenkontakt.

Jeg kan overhovedet ikke se hende.

– Du skal bare skubbe, råber hun igen.

Jeg trækker vejret ind, og kigger opad og opad.

– Skub nu for helvede, nærmest skriger hun.

Jeg tager mig sammen, gør jeg ikke? Jeg tager mig sammen på den der ‘du kan godt måde’. Du kan nemlig godt skubbe. Du har skubbet hele dit liv. Du har skubbet dig ud af din mor, skubbet til dine søskende for at få plads, skubbet til dine klassekamerater for at sikre forreste plads i filmlokalet, eller skubbet dig ind foran i Uderen for at få den varmeste grovboller. Du har skubbet pigerne væk i ungdomsklubben for at få fat i drengene, du har skubbet til drenge for at få fat på andre drenge, du har skubbet dig selv ud over kanten, du har skubbet dig selv ind og ud af dørerne hos arbejdsgivere, du har skubbet og skubbet for at finde ud af hvor du skulle hen. Du har skubbet op, hen og ud og ind.

Og lige nu skal du måske skubbe det største nogensinde.

– Skub nu! Skiger hun.

Jeg er faldet i staver…

– Så er det nu, tag dig sammen.

– Jeg skubber, skriger jeg tilbage. – Jeg skubber nu!

Jeg sveder og puster og sveder og puster. Der kommer lyde ud af mig, jeg aldrig har hørt før. For poker, jeg skubber og kan skubbe. Jeg kan skubbe, bedre end jeg husker det og med meget mere kraft end jeg husker det.

Jeg bliver helt glad og varm, meget varm.

Jeg holder vejret og kigger op…

– Skub nu for helvede, råber hun.

Man skal pakke sig…

Man skal pakke sig, siger de, og det gør man så, prøver at finde en kasse, som passer, en man kan holde ud at ligge i på ubestemt tid, for man ved jo ikke, hvornår de får lyst til at pakke en ud igen, man er ligesom julegaven, der er købt alt for tidligt, og nu ligger gemt i bunden af skabet, venter og venter, og man kan jo kun håbe på, at de, som pakker en ud, vil blive lige så glade, som hvis man nu var den julegave i skabet, man håber i hvert fald ikke, at de bliver skuffede over indholdet, og smider en ud, som når man har købt noget kød i et supermarked, og finder ud af, der hjemme, at det er råddent, for det smider man jo bare ud, eller går tilbage med dagen efter, for at brokke sig over det, og de skulle jo nødigt brokke sig over en, det vil man jo bare blive ked af, og sikkert komme til at græde af, derfor gør man selvfølgelig en stor del ud af indpakningen, finder noget fint papir, der passer i farven til det silkebånd, man binder om, og så ligger man ellers der og venter, håber at der ikke går al for lang tid, før de finder en, eller får lyst til ar finde en, for der er jo ikke meget plads i sådan en kasse, og benene sover, og man bliver også både sulten og tørstig, og sikkert meget utålmodig, så begynder man at sige lyde, som man gjorde det som barn, når man legede skjul, man siger som en kat, og så leder de, gør de, siger at man skal sige noget mere, og det gør man, selv om man er godt tør i halsen, og føler at det er som på en sommerdag, hvor solen bare skinner og skinner, bort set fra at der er mørkt i kassen, men ellers er følelsen den samme, det bilder man sig i hvert fald ind, for at kunne holde det hele ud, til sidst kan man altså ikke ligge stille, selv om man er flot pakket ind og alt, man begynder at bevæge benene, bliver måske grebet af panik, har måske klaustrofobi, ja, så var det nok dumt, at ligge sig der ned i første omgang, nu sparker man så meget at der går hul på kassen, og man dukker op, rød, som en anden kylling, og de kikker på en og spøger om, hvad man egentlig lavede der i kassen…

© Heidi Løngreen

Kassen med det faste låg…

Så lægger man der, indrammet og med lukket låg. Ligger helt stille derinde i kassen med pynt på toppen og kan ikke komme ud. Kan ikke bevæge sig og det er jo ligesom heller ikke meningen – gud forbyde det. Men man ligger helt helt stille og udenfor sidder de alle sammen. Alle dem, der har kendt en. Kendt en godt, meget godt og mindre godt, og dem som bare er med og ikke ved hvor de skal kigge hen, når deres øjne fanger andre øjne der er ved at flyde over. Så skynder de sig at kigge væk, op på tavlen med alle numrene på.

Hvad vej mon man ligger med hovedet? Mod familie og bekendte eller ligger hovedet lige så stille mod præsten? Som jo hverken ved hvem man var eller ville være, og som begynder med at sige ens navn med en vis fremmedhed i stemmen og det får øjnene til at blive fyldt med endnu mere vand, og det triller lige så stille ned at kinderne. Præsten forsætter med at fortælle om ens liv som kommer til at virke så fremmed og de pårørende leder efter genkendelighed med klump i halsen. Hvis de altså har den. Nogen føler den jo ikke og kan sige ting som; ”Det var godt, hun fik fred”. Men de aner jo ingenting om hvor man er på vej hen og der er nok hverken stille eller fredeligt. Der kan være larm. Larm fra alle dem der ikke følte sig forstået, som ikke fik sluttet fred, som ikke var klar, som ikke fik nok, som ikke gjorde nok, som bare gerne ville have været med lidt længere.

De sidder der og kigger på kassen med det liv der var, og ville ønske at de bare gang til kunne give en et kram eller klem eller knus. Måske med z. De ville bare lige holde lidt mere fast end de plejede, og lige snuse en ekstra gang til halsen eller håret. Måske hviske et stille ord i øret. Nu sidder de og kæmper med snot og gråd, og hvad gør man så. Man ligger der helt helt forbandet stille med roser på maven og lukkede øjne, og håber bare at man fik yndlingssættet på og guldringen, så man på den anden side kan sige man var noget for nogen, der var nogen som holdt af en. For det ville da være det værste, hvis der ikke var nogen som ville savne en. Uha, det er lige før man åbner øjnene igen og råber ud: ”Stop lige en halv!” Præsten fortsætter med at sige man var et empatisk menneske, der ville det bedste for alle, og altid gav penge til Røde Kors. Bevares, det passer måske på en del, men er jo ikke personligt og på en måde er det jo regnskabets time… Den time eller halve som det for det meste kun tager, og der vil man jo bare gerne høre at man var elsket og vil blive savnet, og hvis der er nogle som bryder helt sammen er det lige før man smiler, hvis man nu kunne bevæge læberne og ikke var så kold.

Så er tiden kommet til at man skal bæres ud og det gør ondt de pårørende. Måske det sidste chokolade var for meget? Ud til rustvognen kommer man mens blomsterne lægges på, tårer triller igen og mens de sidste farvel siges, tænker de allerede på kransekagen og den varme kaffe, der bliver serveret i nummer 45 længere nede af vejen.

Nogen går fordi det føles for anmassende at gå med det sidste stykke, og det bliver der talt om over kaffen mellem minderne, sygdommen og alt det der gik galt i livet. Men jeg skal nok huske dig. Jeg skal nok huske dig, når du en gang skal igennem alt larmen. Så skal jeg nok tage imod, holde dig for ørerne og sige, at folk vrøvler i sorgen og altid tror de reagerer på den rigtige måde og tror de husker mig bedre end dig.

© Heidi Løngreen

Luft

– Når vi tilbringer så meget tid sammen, er det nok fordi vi kan li’ hinanden, sagde han.

Men mente noget andet, for jeg sad der, hvor jeg plejede, der i hjørnet i stolen tavs og uden øjne.

Jeg havde siddet der i en evighed. Han gik rundt i værelset i smoking med butterfly, der kunne bibbe, hvis den altså var tændt. Og det var den i dette mørke rum. Og det var den eneste måde jeg nogenlunde kunne finde ham på. Jeg drejede hovedet i retning af lyden og lyttede. Hørte ikke andet end bib og svage fodtrin. Jeg havde ingen idé om, han var tæt på eller langt væk. For nogle gange snød han, og tog skoene af eller slukkede for butterflyen. Så prøvede jeg, at gribe ud efter ham med mine hænder et sted der i mørket. Han lo og løb rundt. Placerede foden tungt i gulvet tæt på den stol, jeg sad på. Den gav efter. Jeg holdt godt fast, bange for hans næste bevægelse.

– Stop, skreg jeg i håb om at nå ind til ham.

Men det gjorde kun hans leg endnu sjovere, for han begyndte at hoppe rundt. Gulvet gav sig mere og mere. Luften gik ud af mig, og der lå jeg så som en anden kluddedukke. Og der skulle jeg blive liggende indtil han en anden dag fik lyst til at puste mig op.

© Heidi Løngreen