Kassen med det faste låg…

Så lægger man der, indrammet og med lukket låg. Ligger helt stille derinde i kassen med pynt på toppen og kan ikke komme ud. Kan ikke bevæge sig og det er jo ligesom heller ikke meningen – gud forbyde det. Men man ligger helt helt stille og udenfor sidder de alle sammen. Alle dem, der har kendt en. Kendt en godt, meget godt og mindre godt, og dem som bare er med og ikke ved hvor de skal kigge hen, når deres øjne fanger andre øjne der er ved at flyde over. Så skynder de sig at kigge væk, op på tavlen med alle numrene på.

Hvad vej mon man ligger med hovedet? Mod familie og bekendte eller ligger hovedet lige så stille mod præsten? Som jo hverken ved hvem man var eller ville være, og som begynder med at sige ens navn med en vis fremmedhed i stemmen og det får øjnene til at blive fyldt med endnu mere vand, og det triller lige så stille ned at kinderne. Præsten forsætter med at fortælle om ens liv som kommer til at virke så fremmed og de pårørende leder efter genkendelighed med klump i halsen. Hvis de altså har den. Nogen føler den jo ikke og kan sige ting som; ”Det var godt, hun fik fred”. Men de aner jo ingenting om hvor man er på vej hen og der er nok hverken stille eller fredeligt. Der kan være larm. Larm fra alle dem der ikke følte sig forstået, som ikke fik sluttet fred, som ikke var klar, som ikke fik nok, som ikke gjorde nok, som bare gerne ville have været med lidt længere.

De sidder der og kigger på kassen med det liv der var, og ville ønske at de bare gang til kunne give en et kram eller klem eller knus. Måske med z. De ville bare lige holde lidt mere fast end de plejede, og lige snuse en ekstra gang til halsen eller håret. Måske hviske et stille ord i øret. Nu sidder de og kæmper med snot og gråd, og hvad gør man så. Man ligger der helt helt forbandet stille med roser på maven og lukkede øjne, og håber bare at man fik yndlingssættet på og guldringen, så man på den anden side kan sige man var noget for nogen, der var nogen som holdt af en. For det ville da være det værste, hvis der ikke var nogen som ville savne en. Uha, det er lige før man åbner øjnene igen og råber ud: ”Stop lige en halv!” Præsten fortsætter med at sige man var et empatisk menneske, der ville det bedste for alle, og altid gav penge til Røde Kors. Bevares, det passer måske på en del, men er jo ikke personligt og på en måde er det jo regnskabets time… Den time eller halve som det for det meste kun tager, og der vil man jo bare gerne høre at man var elsket og vil blive savnet, og hvis der er nogle som bryder helt sammen er det lige før man smiler, hvis man nu kunne bevæge læberne og ikke var så kold.

Så er tiden kommet til at man skal bæres ud og det gør ondt de pårørende. Måske det sidste chokolade var for meget? Ud til rustvognen kommer man mens blomsterne lægges på, tårer triller igen og mens de sidste farvel siges, tænker de allerede på kransekagen og den varme kaffe, der bliver serveret i nummer 45 længere nede af vejen.

Nogen går fordi det føles for anmassende at gå med det sidste stykke, og det bliver der talt om over kaffen mellem minderne, sygdommen og alt det der gik galt i livet. Men jeg skal nok huske dig. Jeg skal nok huske dig, når du en gang skal igennem alt larmen. Så skal jeg nok tage imod, holde dig for ørerne og sige, at folk vrøvler i sorgen og altid tror de reagerer på den rigtige måde og tror de husker mig bedre end dig.

© Heidi Løngreen