Sofaen

– De sagde, de ville gå. De sagde, de ville gå med det samme. Men nu sidder de i min sofa på anden måned.

Jeg har prøvet at skubbe dem ned og mod døren. Men de drejer lige om på hælen, og vender tilbage til de bløde pudder. Så sætter jeg mig overfor. Ser på dem og de ser tilbage, det tror jeg i hvert fald, gennem deres mørke briller. Og så sidder vi der, alle fire, og siger ingenting. Jeg flytter mig lidt til den ene side, lidt til den anden. Henter kaffe, som de meget gerne drikker. Jeg tager også en kop, spørger om de vil have et lille glas til. Det vil de ikke. Men fløden, den er de glade for. Til tider er der næsten mere fløde end kaffe i koppen. Bort set fra den dag den var sur. Der troede jeg de var ved at gå igen. De spyttede til alle sider, og lavede en masse svineri. Det var mig, der måtte tørre op efter dem. Siden har jeg ikke haft sur fløde.

Nu er der en af dem, der rejser sig. Det er den tykkeste. Han går hen til min reol med alle mine bøger. Tager en af dem ud, løfter solbrillerne lidt, men ikke nok til at jeg kan se hans øjne. Så smider han bogen fra sig, ned på gulvet med et klask. Det giver et sæt i os andre. Jeg rejser mig og går hen og samler bogen op. Ser op på manden. Han er høj, jeg når ham kun til brystet. Jeg ser vredt på ham, men han ser ikke ud til at lade sig skræmme. Derimod vender han hovedet mod de to andre, og de rejser sig og kommer hen til os. De er lige så høje. Så der står jeg i midten af dem, med min bog. Det er slet ikke rart. Det føles som om de maser mig, og jeg forsøger at smutte ud gennem deres ben. Men de er hurtige og samler dem bare. Jeg sætter mig på gulvet og tuder. Det er det eneste jeg kan gøre. Mit sidste spæde håb om at de vil forsvinde. Jeg stor tuder. De bliver stående. Der går en time inden de flytter sig, og går tilbage til sofaen. Jeg bliver siddende.

Min telefon ringer for første gang siden de er kommet. Jeg tager den. Det er min mor. Og hvad siger jeg så lige til hende.

– Jo, nu skal du høre, mor. Der sidder tre mænd i smoking i min sofa og de vil ikke gå.

– Nå! Vil min mor så svare. – Er det nogle af naboerne?

– Nej, vil jeg så sige. – Det er det ikke. Jeg ved ikke hvem det er.

Og hun vil tro, at jeg laver pjat og begynde at grine. Det får jeg jo ikke noget ud af. Så jeg fortæller hende at alt er som det plejer, mens jeg ser over på en af dem og jeg synes han smiler. Hun lægger på, det samme gør jeg og går ud i køkkenet og laver mere kaffe til dem.

Det er igen blevet sent, for jeg tør ikke gå i seng og efterlade dem i min stue. I starten sov jeg i min lænestol, men nu tør jeg godt gå helt i seng. Jeg har tit spekuleret på hvad de mon laver, når jeg sover. Og er kommet frem til at de sikkert gør det samme.

Næste morgen virker de anderledes. De siger til mig at de er sultne. Det kan jeg egentlig godt forstå, for det er jeg også selv. Men ind til nu har jeg ikke turde forlade min lejlighed. Så jeg har lånt kaffe og fløde hos naboen. Jeg spørger, om jeg skal gå ud og handle. Og de nikker og rækker mig en tyk tyk pung. De vil have hotdogs og kager. Jeg nikker og går.

Jeg handler hurtigt. Køber masser af kaffe. Da jeg kommer tilbage sidder de stadig i sofaen. Men de har tændt for fjernsynet. CNN. De hepper på et hold i grønt. Jeg rækker dem deres hotdogs, som de sluger og bøvser af. Jeg har købt mig en salat, jeg nipper til. Så vil de have kaffe. Den laver jeg.

Fjernsynet kører nu i døgndrift. Det er tæt på at drive mig til vandvid. De har det med at råbe op lige pludselig, og jeg holder mig for ørerne. Den anden dag fandt jeg et par ørepropper, de hjælper lidt. Så nu går jeg rundt og synes at mine tanker er frygtelig høje. Jeg er begyndt at tænke på, hvad der mon skal til før de går. De vil ikke svare, når jeg spørger dem. De sætter bare en finger for munden eller skruer op for fjernsynet. Jeg går ude i gangen. Fra den ene ende til den anden.

– Mer mad, råber en af dem. – Mer mad!

Jeg handler.

Jeg tænker, at jeg lige så godt kan købe nogle rengøringsmidler, for min lejlighed er begyndt at stinke. Jeg køber Ajax med citrus duft. Jeg køber rottegift. Og selvfølgelig mere kaffe.

De ser stadig tv, og jeg laver en ekstra stærk kop til dem, så de kan holde sig vågne.

Jeg går i seng. Klokken fire ringer mit vækkeur. Jeg står op og går ind i stuen. De ligger ind over hinanden. Jeg slukker for fjernsynet, og trækker den første af dem ud i køkkenet. Med stor besvær. Fjerner hans arme og ben. De to andre får samme tur. Jeg putter dem i sorte affaldssække og hiver dem ned af køkkentrappen. De er ikke tunge for jeg har fordelt dem godt. Op i skraldespanden og lukke.

Jeg går tilbage til min lejlighed.

Et par timer senere drikker jeg kaffe foran morgen fjernsynet. Min lejlighed dufter af citroner, og i det fjerne kan jeg høre skraldebilen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *