Bordben

– Se mig! Jeg kan gå på mine tånegle, råber Jakus.

Og vi griner. Det ser fjollet ud. Vi går på albuerne. Rundt og rundt om det firkantede bord. Det bord Jakus stå og stepper på. Han råber igen. Råber, at vi skal se på ham. Gøre det samme. Men vi er alt for optaget af, at holde øje med hinanden. Holde øje med hvem der falder. Vi begynder at skubbe. Og en falder og brækker nakken. To mænd i uniform kommer. De bærer ham ud. Vi fortsætter. En til falder, brækker kravebenet. De to mænd kommer igen. Nu er vi kun fem tilbage. Seks med Jakus, men han tæller ikke rigtig med.

Vi sætter tempoet op, og to må falde. Jakus er begyndt at hoppe på tåneglene. De giver efter, og sender ham endnu højere op i luften. Vores albuer giver ikke efter. De er ømme og røde. Vi er kun to tilbage.

Jakus råber igen. Råber, at vi skal komme op på bordet til ham. Her falder man ikke. Vi ryster på hovedet. Han er ikke rigtig klog. Jeg er nu den eneste på gulvet. Jeg kan næsten ikke mere. Er opkogt og svimmel. Men fortsætter med at gå rundt om bordet. Det bord Jakus stadig står på. Det giver sig. Benene svajer. Jeg råber til ham, at han skal stoppe. Men han vil ikke. Jamen, det braser sammen. Han er ligeglad.

Der lyder et kæmpe brag. Et skrig. Bordet er tungt. Jeg kan ikke få vejret. Men Jakus. Han hopper bare videre.

Sofaen

– De sagde, de ville gå. De sagde, de ville gå med det samme. Men nu sidder de i min sofa på anden måned.

Jeg har prøvet at skubbe dem ned og mod døren. Men de drejer lige om på hælen, og vender tilbage til de bløde pudder. Så sætter jeg mig overfor. Ser på dem og de ser tilbage, det tror jeg i hvert fald, gennem deres mørke briller. Og så sidder vi der, alle fire, og siger ingenting. Jeg flytter mig lidt til den ene side, lidt til den anden. Henter kaffe, som de meget gerne drikker. Jeg tager også en kop, spørger om de vil have et lille glas til. Det vil de ikke. Men fløden, den er de glade for. Til tider er der næsten mere fløde end kaffe i koppen. Bort set fra den dag den var sur. Der troede jeg de var ved at gå igen. De spyttede til alle sider, og lavede en masse svineri. Det var mig, der måtte tørre op efter dem. Siden har jeg ikke haft sur fløde.

Nu er der en af dem, der rejser sig. Det er den tykkeste. Han går hen til min reol med alle mine bøger. Tager en af dem ud, løfter solbrillerne lidt, men ikke nok til at jeg kan se hans øjne. Så smider han bogen fra sig, ned på gulvet med et klask. Det giver et sæt i os andre. Jeg rejser mig og går hen og samler bogen op. Ser op på manden. Han er høj, jeg når ham kun til brystet. Jeg ser vredt på ham, men han ser ikke ud til at lade sig skræmme. Derimod vender han hovedet mod de to andre, og de rejser sig og kommer hen til os. De er lige så høje. Så der står jeg i midten af dem, med min bog. Det er slet ikke rart. Det føles som om de maser mig, og jeg forsøger at smutte ud gennem deres ben. Men de er hurtige og samler dem bare. Jeg sætter mig på gulvet og tuder. Det er det eneste jeg kan gøre. Mit sidste spæde håb om at de vil forsvinde. Jeg stor tuder. De bliver stående. Der går en time inden de flytter sig, og går tilbage til sofaen. Jeg bliver siddende.

Min telefon ringer for første gang siden de er kommet. Jeg tager den. Det er min mor. Og hvad siger jeg så lige til hende.

– Jo, nu skal du høre, mor. Der sidder tre mænd i smoking i min sofa og de vil ikke gå.

– Nå! Vil min mor så svare. – Er det nogle af naboerne?

– Nej, vil jeg så sige. – Det er det ikke. Jeg ved ikke hvem det er.

Og hun vil tro, at jeg laver pjat og begynde at grine. Det får jeg jo ikke noget ud af. Så jeg fortæller hende at alt er som det plejer, mens jeg ser over på en af dem og jeg synes han smiler. Hun lægger på, det samme gør jeg og går ud i køkkenet og laver mere kaffe til dem.

Det er igen blevet sent, for jeg tør ikke gå i seng og efterlade dem i min stue. I starten sov jeg i min lænestol, men nu tør jeg godt gå helt i seng. Jeg har tit spekuleret på hvad de mon laver, når jeg sover. Og er kommet frem til at de sikkert gør det samme.

Næste morgen virker de anderledes. De siger til mig at de er sultne. Det kan jeg egentlig godt forstå, for det er jeg også selv. Men ind til nu har jeg ikke turde forlade min lejlighed. Så jeg har lånt kaffe og fløde hos naboen. Jeg spørger, om jeg skal gå ud og handle. Og de nikker og rækker mig en tyk tyk pung. De vil have hotdogs og kager. Jeg nikker og går.

Jeg handler hurtigt. Køber masser af kaffe. Da jeg kommer tilbage sidder de stadig i sofaen. Men de har tændt for fjernsynet. CNN. De hepper på et hold i grønt. Jeg rækker dem deres hotdogs, som de sluger og bøvser af. Jeg har købt mig en salat, jeg nipper til. Så vil de have kaffe. Den laver jeg.

Fjernsynet kører nu i døgndrift. Det er tæt på at drive mig til vandvid. De har det med at råbe op lige pludselig, og jeg holder mig for ørerne. Den anden dag fandt jeg et par ørepropper, de hjælper lidt. Så nu går jeg rundt og synes at mine tanker er frygtelig høje. Jeg er begyndt at tænke på, hvad der mon skal til før de går. De vil ikke svare, når jeg spørger dem. De sætter bare en finger for munden eller skruer op for fjernsynet. Jeg går ude i gangen. Fra den ene ende til den anden.

– Mer mad, råber en af dem. – Mer mad!

Jeg handler.

Jeg tænker, at jeg lige så godt kan købe nogle rengøringsmidler, for min lejlighed er begyndt at stinke. Jeg køber Ajax med citrus duft. Jeg køber rottegift. Og selvfølgelig mere kaffe.

De ser stadig tv, og jeg laver en ekstra stærk kop til dem, så de kan holde sig vågne.

Jeg går i seng. Klokken fire ringer mit vækkeur. Jeg står op og går ind i stuen. De ligger ind over hinanden. Jeg slukker for fjernsynet, og trækker den første af dem ud i køkkenet. Med stor besvær. Fjerner hans arme og ben. De to andre får samme tur. Jeg putter dem i sorte affaldssække og hiver dem ned af køkkentrappen. De er ikke tunge for jeg har fordelt dem godt. Op i skraldespanden og lukke.

Jeg går tilbage til min lejlighed.

Et par timer senere drikker jeg kaffe foran morgen fjernsynet. Min lejlighed dufter af citroner, og i det fjerne kan jeg høre skraldebilen.

Drømmepadder

Han var nærmest som hoppet ud af en drøm. Var havnet i hendes liv. Hun var ude at lufte sin skildpadde. De stod ved en fodgængerovergang, ventede på at lyset skulle skifte, da han faldt ned foran dem. Først var hun blevet forskrækket. Det var skildpadden også, for den trak hovedet godt ind i skjoldet. Så kiggede hun på ham genert. Hun var ikke vant til, at de ligefrem faldt for fødderne af hende. Han kiggede op på hende i et stort smil. Sagde hej, og giver du en kop kaffe. Og har du ikke noget sytråd. Ja, der er gået hul på mine bukser. Så smilede hun også. Der var noget venligt over måden, han sagde tingene på. Hun nikkede. Og han tog skildpadden under den ene arm. Hende under den anden. Og så spadserede de hjem til hende. Købte kage med til kaffen. Og mens hun syede hans bukser og kaffen bryggede, lokkede han skildpaddens hoved frem med et salatblad.

Så satte de sig godt til rette i sofaen. I hver sin ende. Skildpadden sad i midten på et tæppe. Først fortalte han hende sin livshistorie. Bagefter spurgte han nysgerrigt til hendes. Og hun blev helt varm i kinderne. Kiggede ned i gulvet. Svarede på hans spørgsmål med en stille stemme. De gange hun turde se ham lige ind i de store grønne øjne, hoppede hendes hjerte. Placerede sig helt oppe på tungen. Han måtte hjælpe hende med at få det på plads igen. Så lo de lidt af det. Hun hentede mere kaffe. Han hentede mere kage til dem, og salat til skildpadden.

Da mørket nåede hendes lejlighed, var de ved at planlægge bryllup. Og hun måtte helt selv bestemme, hvordan det skulle foregå. Hvor det skulle foregå. Og hvem hun ville have med.

– Alle jeg kender, sagde hun.

Men det var nu ikke så særlig mange. Og hun spurgte, om de ikke kunne invitere nogen han kendte?

– Jamen, jeg kender ikke nogen her, sagde han.

Og det ville blive alt for dyrt og besværligt, hvis de skulle invitere hans folk. Så slog de op i telefonbøger. Ledte efter navne hun kunne have glemt. Hen mod midnat var de nået op på 13 mennesker. Det var inklusive dem selv og skildpadden. Hun var helt ked af, at hun ikke kendte flere, de kunne invitere. Det skulle helst være et kæmpebryllup. Han kunne godt se, at hun var ked af det. Så han tænkte som en gal på en løsning. Skildpadden følte sig udenfor. Den var med stort besvær kommet ned fra sofaen. Lå ovre i hjørnet. Det fik han øje på. Så sagde han, at han altså lige forsvandt i et par minutter. Men det var jo sent.

– Men det er jeg nødt til, sagde han, og så lukkede døren.

Hun var et stort spørgsmålstegn. Løftede skildpadden op fra hjørnet, og sagde til den, at nu var det igen kun dem. Og den smilede lidt uden at hun så det. De faldt i søvn samtidig med at solen stod op.

Lidt over middag bankede det på døren. Hun fløj ud af sengen for at åbne. Der stod han igen. Med favnen fuld af blomster, og hvad var det? Han bar en kasse under armen. Et lille hoved stak op. Et lille skildpaddehoved. Hun smilte, da han fortalte, at nu skulle de holde dobbeltbryllup. Og skildpadderne, ja, de kælede.

Man skal pakke sig…

Man skal pakke sig, siger de, og det gør man så, prøver at finde en kasse, som passer, en man kan holde ud at ligge i på ubestemt tid, for man ved jo ikke, hvornår de får lyst til at pakke en ud igen, man er ligesom julegaven, der er købt alt for tidligt, og nu ligger gemt i bunden af skabet, venter og venter, og man kan jo kun håbe på, at de, som pakker en ud, vil blive lige så glade, som hvis man nu var den julegave i skabet, man håber i hvert fald ikke, at de bliver skuffede over indholdet, og smider en ud, som når man har købt noget kød i et supermarked, og finder ud af, der hjemme, at det er råddent, for det smider man jo bare ud, eller går tilbage med dagen efter, for at brokke sig over det, og de skulle jo nødigt brokke sig over en, det vil man jo bare blive ked af, og sikkert komme til at græde af, derfor gør man selvfølgelig en stor del ud af indpakningen, finder noget fint papir, der passer i farven til det silkebånd, man binder om, og så ligger man ellers der og venter, håber at der ikke går al for lang tid, før de finder en, eller får lyst til ar finde en, for der er jo ikke meget plads i sådan en kasse, og benene sover, og man bliver også både sulten og tørstig, og sikkert meget utålmodig, så begynder man at sige lyde, som man gjorde det som barn, når man legede skjul, man siger som en kat, og så leder de, gør de, siger at man skal sige noget mere, og det gør man, selv om man er godt tør i halsen, og føler at det er som på en sommerdag, hvor solen bare skinner og skinner, bort set fra at der er mørkt i kassen, men ellers er følelsen den samme, det bilder man sig i hvert fald ind, for at kunne holde det hele ud, til sidst kan man altså ikke ligge stille, selv om man er flot pakket ind og alt, man begynder at bevæge benene, bliver måske grebet af panik, har måske klaustrofobi, ja, så var det nok dumt, at ligge sig der ned i første omgang, nu sparker man så meget at der går hul på kassen, og man dukker op, rød, som en anden kylling, og de kikker på en og spøger om, hvad man egentlig lavede der i kassen…

© Heidi Løngreen

Luft

– Når vi tilbringer så meget tid sammen, er det nok fordi vi kan li’ hinanden, sagde han.

Men mente noget andet, for jeg sad der, hvor jeg plejede, der i hjørnet i stolen tavs og uden øjne.

Jeg havde siddet der i en evighed. Han gik rundt i værelset i smoking med butterfly, der kunne bibbe, hvis den altså var tændt. Og det var den i dette mørke rum. Og det var den eneste måde jeg nogenlunde kunne finde ham på. Jeg drejede hovedet i retning af lyden og lyttede. Hørte ikke andet end bib og svage fodtrin. Jeg havde ingen idé om, han var tæt på eller langt væk. For nogle gange snød han, og tog skoene af eller slukkede for butterflyen. Så prøvede jeg, at gribe ud efter ham med mine hænder et sted der i mørket. Han lo og løb rundt. Placerede foden tungt i gulvet tæt på den stol, jeg sad på. Den gav efter. Jeg holdt godt fast, bange for hans næste bevægelse.

– Stop, skreg jeg i håb om at nå ind til ham.

Men det gjorde kun hans leg endnu sjovere, for han begyndte at hoppe rundt. Gulvet gav sig mere og mere. Luften gik ud af mig, og der lå jeg så som en anden kluddedukke. Og der skulle jeg blive liggende indtil han en anden dag fik lyst til at puste mig op.

© Heidi Løngreen