Sofaen

– De sagde, de ville gå. De sagde, de ville gå med det samme. Men nu sidder de i min sofa på anden måned.

Jeg har prøvet at skubbe dem ned og mod døren. Men de drejer lige om på hælen, og vender tilbage til de bløde pudder. Så sætter jeg mig overfor. Ser på dem og de ser tilbage, det tror jeg i hvert fald, gennem deres mørke briller. Og så sidder vi der, alle fire, og siger ingenting. Jeg flytter mig lidt til den ene side, lidt til den anden. Henter kaffe, som de meget gerne drikker. Jeg tager også en kop, spørger om de vil have et lille glas til. Det vil de ikke. Men fløden, den er de glade for. Til tider er der næsten mere fløde end kaffe i koppen. Bort set fra den dag den var sur. Der troede jeg de var ved at gå igen. De spyttede til alle sider, og lavede en masse svineri. Det var mig, der måtte tørre op efter dem. Siden har jeg ikke haft sur fløde.

Nu er der en af dem, der rejser sig. Det er den tykkeste. Han går hen til min reol med alle mine bøger. Tager en af dem ud, løfter solbrillerne lidt, men ikke nok til at jeg kan se hans øjne. Så smider han bogen fra sig, ned på gulvet med et klask. Det giver et sæt i os andre. Jeg rejser mig og går hen og samler bogen op. Ser op på manden. Han er høj, jeg når ham kun til brystet. Jeg ser vredt på ham, men han ser ikke ud til at lade sig skræmme. Derimod vender han hovedet mod de to andre, og de rejser sig og kommer hen til os. De er lige så høje. Så der står jeg i midten af dem, med min bog. Det er slet ikke rart. Det føles som om de maser mig, og jeg forsøger at smutte ud gennem deres ben. Men de er hurtige og samler dem bare. Jeg sætter mig på gulvet og tuder. Det er det eneste jeg kan gøre. Mit sidste spæde håb om at de vil forsvinde. Jeg stor tuder. De bliver stående. Der går en time inden de flytter sig, og går tilbage til sofaen. Jeg bliver siddende.

Min telefon ringer for første gang siden de er kommet. Jeg tager den. Det er min mor. Og hvad siger jeg så lige til hende.

– Jo, nu skal du høre, mor. Der sidder tre mænd i smoking i min sofa og de vil ikke gå.

– Nå! Vil min mor så svare. – Er det nogle af naboerne?

– Nej, vil jeg så sige. – Det er det ikke. Jeg ved ikke hvem det er.

Og hun vil tro, at jeg laver pjat og begynde at grine. Det får jeg jo ikke noget ud af. Så jeg fortæller hende at alt er som det plejer, mens jeg ser over på en af dem og jeg synes han smiler. Hun lægger på, det samme gør jeg og går ud i køkkenet og laver mere kaffe til dem.

Det er igen blevet sent, for jeg tør ikke gå i seng og efterlade dem i min stue. I starten sov jeg i min lænestol, men nu tør jeg godt gå helt i seng. Jeg har tit spekuleret på hvad de mon laver, når jeg sover. Og er kommet frem til at de sikkert gør det samme.

Næste morgen virker de anderledes. De siger til mig at de er sultne. Det kan jeg egentlig godt forstå, for det er jeg også selv. Men ind til nu har jeg ikke turde forlade min lejlighed. Så jeg har lånt kaffe og fløde hos naboen. Jeg spørger, om jeg skal gå ud og handle. Og de nikker og rækker mig en tyk tyk pung. De vil have hotdogs og kager. Jeg nikker og går.

Jeg handler hurtigt. Køber masser af kaffe. Da jeg kommer tilbage sidder de stadig i sofaen. Men de har tændt for fjernsynet. CNN. De hepper på et hold i grønt. Jeg rækker dem deres hotdogs, som de sluger og bøvser af. Jeg har købt mig en salat, jeg nipper til. Så vil de have kaffe. Den laver jeg.

Fjernsynet kører nu i døgndrift. Det er tæt på at drive mig til vandvid. De har det med at råbe op lige pludselig, og jeg holder mig for ørerne. Den anden dag fandt jeg et par ørepropper, de hjælper lidt. Så nu går jeg rundt og synes at mine tanker er frygtelig høje. Jeg er begyndt at tænke på, hvad der mon skal til før de går. De vil ikke svare, når jeg spørger dem. De sætter bare en finger for munden eller skruer op for fjernsynet. Jeg går ude i gangen. Fra den ene ende til den anden.

– Mer mad, råber en af dem. – Mer mad!

Jeg handler.

Jeg tænker, at jeg lige så godt kan købe nogle rengøringsmidler, for min lejlighed er begyndt at stinke. Jeg køber Ajax med citrus duft. Jeg køber rottegift. Og selvfølgelig mere kaffe.

De ser stadig tv, og jeg laver en ekstra stærk kop til dem, så de kan holde sig vågne.

Jeg går i seng. Klokken fire ringer mit vækkeur. Jeg står op og går ind i stuen. De ligger ind over hinanden. Jeg slukker for fjernsynet, og trækker den første af dem ud i køkkenet. Med stor besvær. Fjerner hans arme og ben. De to andre får samme tur. Jeg putter dem i sorte affaldssække og hiver dem ned af køkkentrappen. De er ikke tunge for jeg har fordelt dem godt. Op i skraldespanden og lukke.

Jeg går tilbage til min lejlighed.

Et par timer senere drikker jeg kaffe foran morgen fjernsynet. Min lejlighed dufter af citroner, og i det fjerne kan jeg høre skraldebilen.

Kassen med det faste låg…

Så lægger man der, indrammet og med lukket låg. Ligger helt stille derinde i kassen med pynt på toppen og kan ikke komme ud. Kan ikke bevæge sig og det er jo ligesom heller ikke meningen – gud forbyde det. Men man ligger helt helt stille og udenfor sidder de alle sammen. Alle dem, der har kendt en. Kendt en godt, meget godt og mindre godt, og dem som bare er med og ikke ved hvor de skal kigge hen, når deres øjne fanger andre øjne der er ved at flyde over. Så skynder de sig at kigge væk, op på tavlen med alle numrene på.

Hvad vej mon man ligger med hovedet? Mod familie og bekendte eller ligger hovedet lige så stille mod præsten? Som jo hverken ved hvem man var eller ville være, og som begynder med at sige ens navn med en vis fremmedhed i stemmen og det får øjnene til at blive fyldt med endnu mere vand, og det triller lige så stille ned at kinderne. Præsten forsætter med at fortælle om ens liv som kommer til at virke så fremmed og de pårørende leder efter genkendelighed med klump i halsen. Hvis de altså har den. Nogen føler den jo ikke og kan sige ting som; ”Det var godt, hun fik fred”. Men de aner jo ingenting om hvor man er på vej hen og der er nok hverken stille eller fredeligt. Der kan være larm. Larm fra alle dem der ikke følte sig forstået, som ikke fik sluttet fred, som ikke var klar, som ikke fik nok, som ikke gjorde nok, som bare gerne ville have været med lidt længere.

De sidder der og kigger på kassen med det liv der var, og ville ønske at de bare gang til kunne give en et kram eller klem eller knus. Måske med z. De ville bare lige holde lidt mere fast end de plejede, og lige snuse en ekstra gang til halsen eller håret. Måske hviske et stille ord i øret. Nu sidder de og kæmper med snot og gråd, og hvad gør man så. Man ligger der helt helt forbandet stille med roser på maven og lukkede øjne, og håber bare at man fik yndlingssættet på og guldringen, så man på den anden side kan sige man var noget for nogen, der var nogen som holdt af en. For det ville da være det værste, hvis der ikke var nogen som ville savne en. Uha, det er lige før man åbner øjnene igen og råber ud: ”Stop lige en halv!” Præsten fortsætter med at sige man var et empatisk menneske, der ville det bedste for alle, og altid gav penge til Røde Kors. Bevares, det passer måske på en del, men er jo ikke personligt og på en måde er det jo regnskabets time… Den time eller halve som det for det meste kun tager, og der vil man jo bare gerne høre at man var elsket og vil blive savnet, og hvis der er nogle som bryder helt sammen er det lige før man smiler, hvis man nu kunne bevæge læberne og ikke var så kold.

Så er tiden kommet til at man skal bæres ud og det gør ondt de pårørende. Måske det sidste chokolade var for meget? Ud til rustvognen kommer man mens blomsterne lægges på, tårer triller igen og mens de sidste farvel siges, tænker de allerede på kransekagen og den varme kaffe, der bliver serveret i nummer 45 længere nede af vejen.

Nogen går fordi det føles for anmassende at gå med det sidste stykke, og det bliver der talt om over kaffen mellem minderne, sygdommen og alt det der gik galt i livet. Men jeg skal nok huske dig. Jeg skal nok huske dig, når du en gang skal igennem alt larmen. Så skal jeg nok tage imod, holde dig for ørerne og sige, at folk vrøvler i sorgen og altid tror de reagerer på den rigtige måde og tror de husker mig bedre end dig.

© Heidi Løngreen